Find den rigtige coach
Ifølge coach Stig Kjerulf og coach Jane Blichmann er coaching:
En metode, der igennem en proces lukker op for et menneskes potentiale, således at han eller hun kan udvikle egne styrkeområder (Executive Coaching, Børsens Forlag, 2004)
Uanset om du coaches i dit professionelle eller private liv, vil en coach forsøge at aktivere dine egne ressourcer til at skabe positive og blivende forandringer.
Hent folderen 'Sådan finder du den rigtige coach'
De resultater du vil opnå gennem coaching afhænger i høj grad af matchet mellem dig og din coach. Der er mange måder at blive coach på, og markedet for coaching er på nuværende tidspunkt ikke reguleret. Derfor bør du have et par fokusområder fra start.
Erfaring og kompetencer
Som udgangspunkt bør coachens erfaringer og kompetencer kunne kobles til dine. Arbejder du med ledelse bør du undersøge om coachen har den rette baggrund til effektivt at hjælpe dig. Det samme hvis du søger life- og business coaches.Spørg hvor mange sessioner, og hvor mange opgaver, coachen har løst inden for emnet. Spørg også hvor coachen selv mener at have sine kompetencer.
Specifik viden
Skal coachen have specifik viden for at hjælpe dig? Har du eksempelvis brug for branchespecifikke råd, eller mener du det vil være en fordel for jer med et fælles udgangspunkt? Det engelske ’Chartered Institute of Personnel and Development’ (CIPD) mener ikke at specifik viden er nødvendigt for at coachen kan hjælpe dig med at fokusere på personlig udvikling og læring.
Referencer
Indhent coachens referencer fra tidligere kunder. Har disse kunder opnået hvad de ville? Vær varsom med coaches der tager æren for deres kunders succes, ved for eksempel at sige ’ham fixede jeg’.
Personlig baggrund
Coaches kommer fra et utal af professionelle og uddannelsesmæssige baggrunde som for eksempel psykologi, træning og udvikling, HR og sport - blot for at nævne et par. Forsøg at matche dine behov med coachens baggrund for at opnå fokuseret coaching.
Supervision og professionel udvikling
Find ud af hvordan coachen sikrer sin udvikling inden for sit fag. Har coachen for eksempel en supervisor? Supervision betyder, at coachen følges af en uafhængig kollega, for at sikre sin sikre professionelle udvikling. Supervision er altså en måde for coachen at forbedre sit arbejde.En erfaren coach behøver nødvendigvis ikke så meget supervision som en uerfaren coach. European Mentoring and Coaching Council (EMCC) anbefaler dog følgende i sit etiske regelsæt:
A coach/mentor must maintain a relationship with a suitably qualified supervisor, who will regularly assess their competence and support their development.
Engelske Association for Coaching (AC) skriver i sit etiske regelsæt:
Coaches are expected to have regular consultative support for their work.
Spørg hvor mange superviserede timer coachen har i forhold til sessioner. Ideelt bør forholdet være fra 1:8 til 1:15 timer. Coaches der er under uddannelse kræver typisk en stor andel af supervision. CIPD lister følgende spørgsmål du kan stille din coach når det gælder supervision og professionel udvikling:
- Hvordan bevarer du objektivitet og perspektiv i dit arbejde?
- Mener du at supervision er vigtig for professionelle coaches?
- Modtager du selv jævnlig supervision?
- Har du din egen coach eller supervisor?
- Hvad er din supervisors baggrund?
Værktøjer, teknikker og modeller
Coaches bruger forskellige værktøjer, teknikker og modeller afhængig af situation og kunde. Spørg hvilke teknikker og modeller coachen har tænkt sig at bruge sammen med dig. Netop fordi coaching er en dybt personlig form for udvikling, og på grund af de mange teknikker og modeller der findes på markedet, bør coachen være i stand til at forklare sin fremgangsmåde så du kan forstå det.
Respekt for egne grænser
Det er vigtigt for coaches at kende og respektere egne grænser. En coach bør eksempelvis ikke arbejde med kunder hvis udfordringer ligger udenfor coachens kompetencer. I sådanne tilfælde bør coachen henvise til den kompetence, der kan hjælpe kunden bedst muligt. En coach skal altså vide hvad han kan - og ikke kan.
Coachuddannelse og certificeringer
En coach kan understrege sine kompetencer gennem relevante coachuddannelser og certificeringer. Ligesom markedet for coaching er markedet for coachinguddannelser ikke reguleret, og der findes et utal af veje til at kunne kalde sig coach - fra et weekendkursus til en uddannelse på masterniveau. Af praktiske årsager som tid og omfang varierer de enkelte uddannelsers dybde, træning og professionel støtte. Den meste relevante kvalifikation en coach kan have er i sagens natur en uddannelse inden for coaching. Men eftersom specifikke coachuddannelser kun har været på markedet i en forholdsvis kort periode, bør du se på coachen som helhed - herunder erfaring, andre formelle kvalifikationer samt hvilke organisationer coachen er medlem af.
Medlemskaber og akkrediteringer
Dygtige coaches kan ofte henvise til medlemskaber samt en akkreditering fra en coaching organisation. Fordelen for dig er at medlemskaber og akkrediteringer fordrer coachen at følge et etisk regelsæt. Samtidig gives akkrediteringer kun til coaches der kan bevise deres kompetencer, for eksempel gennem uddannelse eller et vist antal afsluttede sessioner. Et medlemskab giver dig samtidig et sted at henvende dig, hvis du vil klage over den coachingydelse du har modtaget.
Andre evner
Der er en række generelle evner der kan siges at tegne den gode coach. Disse evner omfatter:
- god til at lytte;
- empatisk relationsskabende;
- motiverende
Disse evner er mindst lige så vigtige som dem vi allerede har nævnt, så forsøg på din egen måde at vurdere om coachen besidder dem. Husk, at coachens opgave er at inspirere og motivere dig til at skabe positive og blivende forandringer i dit liv.
